De kom i avisen
tilbage til
Personer
Jenny Madsen
centralbestyrer
Avisartikel i anledning
af centralens lukning i 1973
ØSTER ALLING - I de godt 13 år, Jenny Madsen har været bestyrer af Øster Alling telefoncentral, har der været mange højdepunkter, masse af travle stunder, et væld af de kærkomne “små nære ting” og episoder der har varmet hjertet hos den meget afholdte og hjælpsomme centralbestyrer.
Mange ting glemmes aldrig, og der er navnlig en enkelt dato, den sensommerdag, da Jørgen Schmidt triumferede og vandt sit cykle-verdensmesterskab, som huskes. Da stod centralen på gloende pæle, omstillingsbordene glødede. Venner og bekendte ringede til hinanden, og de, samt journalister fra hele landet, ringede for at gratulere og tale med Jørgen Schmidts forældre i Vester Alling. De var bare ikke hjemme, men Jenny Madsen vidste, hvor Henriette og Holger Schmidt var, og hun kunne sortere og eliminere og sende de mange indgående samtaler rette sted hen.
Er fra 1914
På tirsdag forstummer den venlige og hjælpsomme stemme på centralen. Jysk telefon aktieselskab tager da den nye fuldautomatiske central, der er bygget i Øster Alling i brug, og de godt 200 abonnenter skal sige farvel til Jenny Madsen, hendes assistent Lene Laursen og Jenny Madsens datter Irma, som har hjulpet til på den travle central den senere tid.
Øster Alling central er knap 60 år gammel. Den 28 marts 1914 blev fru Laura Andersen, Øster Alling, antaget som centralbestyrer. Man havde da fået samlet den kreds abonnenter, 10 i alt, der skulle til dengang, for at man kunne få etableret en central.
Øster Alling Brugsforening fik nr. et og har stadig dette nummer, og vil også have det fremover, blot med fem cifre foran.
Også Sønderhald kommunes borgmester Kirk Thøgersen, bliver “automatiseret” på tirsdag, idet han som bekendt bor i og har telefon under Øster Alling.
36 år i Øster Alling
Det gik småt med tilgangen af abonnenter de første mange år. I 1932 var man kommet op på 32, og da Jenny Madsen kom til i 1959 efter Laura Andersen, som dengang døde, var der 89. Det havde hjulpet noget på antallet, at den lille central i Vester Alling var nedlagt og abonnenterne overflyttet til Øster Alling.
Nu er der som nævnt nøjagtig 200, og det er især i de seneste år gået stærkt med tilgangen.
Jenny Madsen og hendes mand, postbud Martin Madsen, kom til Øster Alling i 1937, året efter at de var blevet gift. De havde de første år et statshusmandsbrug lige udenfor byen, men i 1944 købte de en af de gamle gårde inde i Øster Alling. Den ejendom solgte de senere jordene fra, rev de gamle udbygninger ned og gennem-moderniserede det store stuehus.
Inden Jenny Madsen blev centralbestyrer, var hun en årrække damefrisør i Øster Alling.
Lazaret under krigen
Jenny og Martin Madsens hjem har i årenes løb udviklet sig til et veritabelt hjælpsomheds-center, og selvom en væsentlig del heraf, centralen, nu forsvinder, vil der stadig kunne fået hjælp og håndsrækning i hjemmet i postal henseende.
En mørk skygge har der også kastet sig over hjemmet, idet Jenny og Martin Madsen i det sidste krigsår måtte finde sig i indkvartering af tyske soldater, som indrettede lazaret i stuehusets loftsetage.
- Hvad jeg skal få tiden til at gå med fremover? Ja jeg håber da, at jeg kan finde mig et job, at der er brug for mig, helst et halvdagsjob på kontor om eftermiddagen. At skrive, regne og føre bøger og den slags har altid interesseret mig.
Fest på tirsdag Der vanker ingen pension fra telefonselskabet til Jenny Madsen, men på taknemlige følelser hilsener og tanker vil det ikke skorte her i forbindelse med centralens ophør. Beboerne i by og på land har stukket hovederne sammen og kalder alle til fest for Jenny Madsen på tirsdag aften i Øster Alling forsamlingshus.
Da kan det nok hænde, at Jenny Madsen, som det falder så let at smile og le så hjerteligt, kan iagttages med lidt vådt i øjenkrogene. Om føje tid skal hun i øvrigt selv spille for fuld kraft på smil og latter hos egnens beboere, nemlig når dilettant-komedien “Engle bør have vinger”, som hun er instruktør for, skal præsenteres samme sted, hvor hun på tirsdag aften er det fejrede midtpunkt.
Ved Martin Madsens død i 1984 skrev avisen bl.a.:
Martin Madsen stammede fra Floes Engbakker, og efter giftermålet med Jenny Madsen bosatte parret sig i 1936 i Ø. Alling, hvor de begyndte med landbrug på Oustrupvej.
I begyndelsen af 1940’erne solgte de ejendommen og købte i stedet en gård i Ø.Alling by; her solgte de senere jorden fra og lod stuehus samt en udlænge modernisere, mens resten af længerne blev raget ned.
I mange år var ægteparret centralbestyrere for Jydsk Telefon, og Martin Madsen var gennem en lang årrække postbud i distriktet. Han var en højt respekteret mand på egnen, hvilket førte til en lang række tillidsposter. Således var Martin Madsen gennem mange år kasserer i Ø. og V. Alling Sparekasse, kasserer i menighedsrådet, samt kirkeværge. Desuden har han udført et stort arbejde i såvel idrætsforening som borgerforening, hvor han var et meget interesseret medlem.
Holger Simonsen, vognmand
i anledning af Karen og Holgers Guldbryllup1983
Fhv. vognmand Holger Simonsen, 77 år, og hustru fru Karen Simonsen, 72 år, kan i morgen torsdag fejre deres guldbryllup.
Holger Simonsen drev i en lang årrække vognmandsforretning i Øster Alling, en forretning, som han førte videre efter sin far, Mads Simonsen, som startede forretningen som en passagerrute til Randers med hestekøretøj, og derefter havde han en lastbil med jernhjul. Sidenhen fik han lastbil med gummihjul, og på den var der plads til tre fremadstående kreaturer.
Holger Simonsen førte vognmandsforretningen videre, indtil han blev pensionist.
Han har altid haft en enestående god støtte i sin hustru Karen, såvel i forretningen, som i hjemmet.
Under anden verdenskrig kørte han på generatorgas og måtte som følge heraf op en times tid før normalt for at få fyret op under lastvognen. Under hele krigen kørte han også rundt til fodboldkampe med fodboldspillere fra Øster Alling Idrætsforening. Idrætsforeningen og den lokale borgerforening har alle dage haft hans meget store interesse.
I ægteskabet er der to sønner og en datter, og de er alle tre gift.
Søren Hornbæk cykelhandler og idrætsmand
Ved den 89 årige Søren Hornbæks død i 1973
kunne man i en nekrolog bl.a. læse følgende:
Han var i en tidlig alder den drivende kraft i Randers amt for den frie idræt og for boldspillet. Gennem mange år førte Søren Hornbæk en kamp for at få fodboldspillet anerkendt indenfor De danske skytte- og gymnastikforeninger, og endelig i 1930 kunne idrætsfolk optages som aktive medlemmer af landsorganisationen.
Fodboldspillet havde fået det blå stempel i bred folkelig forstand, og dette bidrog Søren Hornbæk stærkt til. Forståelsen for boldspil, såvel fodbold som håndbold, var en realitet og Søren Hornbæk var den, som udkastede tanken om anlæg af en sportsplads i Floes Skov. Han var da i ledelsen af Randers amts skytte- gymnastik- og idrætsforeninger. Han sad i øvrigt i 11 år som formand for idrætsudvalget indenfor De danske skytte- gymnastik- og idrætsforeninger, og da han trak sig tilbage fra denne gerning, blev han hædret med kongens hæderstegn i guld.
Senere blev Søren Hornbæk æresmedlem i Randers amts skytte- gymnastik- og idrætsforeninger, som han fulgte med stor og levende interesse oppe i sin høje alderdom.
For ungdommen bankede Søren Hornbæks hjerte varmt, og han var så indlevet i idrættens verden, at han med få og enkle ord kunne sætte tingene på plads i en diskussion.
Auninghallerne havde ligeledes hans interesse, og han var stolt af, at hans hjembys idrætsforening var med til at tage initiativet til hallernes stiftelse. Gymnastik og folkedans lå også Søren Hornbæk nær på sinde, og han var selv gennem mange år aktiv.
Ved olympiaden i Berlin 1936 var Søren Hornbæk med som en af Danmarks officielle udsendinge og mange gange i årenes løb indtog han fremtrædende positioner på idrættens vegne i samfundet og for samfundet. Derfor blev Søren Hornbæk også en institution i dansk idræt. Hans navn var kendt ud over landet, og overalt blev det nævnt med respekt.
Søren Hornbæk var en hædersmand i ordets bedste forstand. Han kunne være stridbar i en diskussion men altid ærlig, og som oftest kunne han bryde en duel af med et underfundigt vid og ægte jysk lune.
Gunnar Kirk Thøgersen
Smedemester, borgmester
​
Gunnar Kirk Thøgersen var landmandssøn fra Salling egnen.
Udlært som smed i 1930-34. Gift med Inga.
Smedemester i Øster Alling indtil 1965.
Han har bygget to af byens huse, Hovedgaden 17 i 1950 og Ådalsvej 10 i 1967. Købte den gamle brugs, efter dens lukning 1983 og boede der indtil 1993, hvorefter adressen blev Auning. I Brugsen samlede han alskens ting fra egnen i sit museum og og midt i lokalet stod billiardbordet, hvor vennerne samledes om spillet på faste ugentlige tidspunkter.
Thøgersen var med i kommunalbestyrelsen i 24 år, heraf de sidste 12 år som borgmester. Den periode startede ved kommunesammenlægningen i 1970 og sluttede i 1982. Til en avis fortæller han hvordan det gik til, da han fik borgmesterposten: "Da vi skulle have borgmester var der fire kandidater. Jeg var ordstyrer. Da de ikke kunne blive enige om den fælles indstilling, fandt de pludselig på mig som kompromis-kandidat."
At han som borgmester ikke var han bange for at involvere sig i selv de mest ekstreme situationer, kunne man læse i avisen omkring år 1970:
Borgmester i vandet i kjole og hvidt "Sønderhalds borgmester G. Kirk Thøgersen, Auning, gik i ordets bogstaveligste forstand i vandet, da han foretog indvielse af Aunings nye, smukke svømmehal. Fra tre-meter vippen gennemførte han en perfekt baglæns salto iført kjole og hvidt."
Han var inkarneret skakspiller. I 1919 fik han sit første skakspil "med brikker så tynde som tændstikker", og bortset fra læretiden spillede han altid skak i fritiden. Som 80 årig havde han deltaget i danmarksmesterskaberne i 47 år i træk, hvilket var rekord.
Da han blev valgt til sin sidste periode som borgmester fulgte han med i udfaldet af valget pr. telefon, samtidig med at han passede sine skakbrikker ved en turnering i Vejle.
Peter Hedegaard Rasmussen
Tømrer og bygningssnedker
​
I mange år en kendt håndværker i Øster Alling.
P.Hedegaard var ældste søn af Lone og Martin Rasmussen.
Lærte snedkerfaget hos sin far og derefter udlært som tømrer hos A.Nielsen, Bramstrup ved Voldum,1916. Derefter var han på Vestbirk håndværkerskole. Sin værnepligt aftjente han ved infanteriet i Slagelse. Senere var han på Danebod højskole og arbejdede som tømrer på Als. Sammen med en ven tog han til Paris og havde arbejde der i ca. et halvt år.
I 1928 overtog han faderens forretning. Byggede hus og blev gift med Anna Jørgensen fra Samsø.
P.Hedegaard var håndværker af den gamle skole og afleverede ikke et stykke arbejde, som han ikke kunne lægge navn til. Han blev betroet flere større opgaver. Således har han bygget præstegården og været med til den omfattende restaurering af kirken i 1952.
Af tillidshverv kan nævnes: Medlem af skolekommissionen, formand for sygekassen, overtog senere kassererposten, kirkeværge samt medlem af sparekassens tilsynsråd.
I årenes løb blev det til mange huse og en del landbrugsbyggeri. Det var dengang, da alle vinduer og døre blev lavet på værkstedet.
I 1942 blev der bygget nyt værksted ved siden af beboelsen.
Om vinteren blev der bl.a. fremstillet kommoder, reoler og taburetter. Indrammet billeder m.m. 1940 – 43 var der behov for en del brændesavning (udendørs rundsav) I disse hårde vintre blev asketræs ski ret efterspurgte.
P.Hedegaard afhændede sin forretning sidst i tresserne. I 1973 døde han ,76 år gl.
​
Snedkerens bryllup
- et diamantbryllup i 1955.
​
Avisen skrev:
Da bryllupsgæsten kom, stod brudgommen og arbejdede.
Men Martin Rasmussen, Ø. Allings tømrer, nåede kirken i rette tid, og nu har han og Lone været gift i 60 år.
Efterårsstormen jager grå skyer afsted i ilsom fart, så kun lejlighedsvis får solen lov til at sende et lysende skær ned over Ø. Allings hvide kirketårn. Graverens kone er ved at ringe dagen ud. Hun står og trækker i reblen, der får klokkerne i tårnet til at svinge, så de malmfyldte toner kan lyde ud over egnen.
Fra sit vindue følger Martin Rasmussen ringningen. Den dont har han selv udført i 20 år. Nu er han 83, og hørelsen er så svag, at han ikke mere kan opfange lyden af klokkerne, men hans kone er flink til at fortælle, når de bliver rørt.
Lørdag den 29. oktober har Martin og Lone Rasmussen været gift i tresindstyve år, det har været år med megen slid, men de to har altid været tilfredse.
Vi sidder i det gamle ægtepars hyggelige stue, hvis vægge er fyldt med fotografier af børn, børnebørn og oldebørn, og talen falder på brylluppet i 1895.
Flere bryllupsgæster med til diamantbrylluppet
-Var De i hvid kjole?
- Nej, sådan en stads kendte vi skam ikke noget til dengang. Jeg var i en pæn, sort og Martin var i jakkesæt. Det er først langt senere, pigerne er begyndt at pynte sig sådan.
- Er der nogle af bryllupsgæsterne, som også kommer til diamantbrylluppet?
- Ja der er da et par stykker, bl.a. Chr. Jacobsen fra Moeskjær Mark. Han var en bette knægt dengang, så det er ikke sikkert han kan huske ret meget fra begivenheden. Nu er han 69, jo tiden er skam gået.
Men vi bliver nu ikke så mange til den runde dag, det kan vi ikke holde til. Kun familien kommer tilstede. Da vi holdt guldbryllup, var hele byens befolkning med, og det glædede os meget.
- De har en stor familie.
- Ja vi har haft otte børn, seks lever endnu, deraf tre sønner i Ø. Alling, Ingvor, der er murermester, Peter, der har fortsat min mands forretning, og Carl, som har sin cykelforretning. Vor fjerde søn er bygmester i Canada. Han tog derover i 1924, siden har han været hjemme een gang, men nu er det vort inderlige håb, at han dukker op på højtidsdagen. Da han tog derover, var han for resten landmand, men han fik arbejde hos en entreprenør, var med til at bygge huse og broer, og siden begyndte han så en forretning som bygmester.
Blev selvstændig som 18-årig
- Vi blev gift i Ø. Alling kirke, fortæller fru Rasmussen, og brylluppet blev fejret i mit hjem på Hedegaard ved V. Alling. Der havde vi lært hinanden at kende. Martin kom der som tømrer, og vi blev så enige om, at det skulle være os to. Martin var dengang 22, men han havde på det tidspunkt allerede været selvstændig i fire år, og han havde nok at gøre. Ja, så travlt havde han, at han først lagde værktøjet, umiddelbart inden brylluppet skulle finde sted. Jeg kan huske, at en af bryllupsgæsterne troede, at han havde taget fejl af datoen. Da han kom til Hedegaard spurgte han mig: Er det ikke i dag, du skal giftes? Jo, det var det da. - Tror du Martin har husket det, sagde gæsten så, for da jeg kom gennem Ø. Alling stod din tilkommende mand og arbejdede.
Men Martin var rask til sit arbejde, så han nåede let at komme i kirke til den fastsatte tid.
- Dengang festede man vel i flere dage?
- Nogle gjorde, men ikke hos os, det havde vi ikke stunder til, for Martin havde jo nok at gøre, men der blev da danset til hen på de små timer. Det skete i storstuen, efter at vi til middagen havde fået suppen og stegen, som også dengang hørte til et “rigtigt” bryllup på landet.
Sønnesøn skal aflægge svendeprøve på højtidsdagen
En af vore sønner kan desværre ikke være sammen med os hele festdagen; det er Ingvor, som har en søn, der også er murer, og han skal den dag aflægge svendeprøve på Mols. Men når han har klaret opgaven, skynder både han og faderen sig tilbage til Ø. Alling.
- Kan De få tiden til at gå?
- det går, jeg læser meget og strikker og sy kan jeg også endnu, men desværre kniber det med Martins øjne. Han går lidt i haven, når det ikke er for koldt i vejret.
- Når holdt Deres mand op med at arbejde?
- I 1943. Da havde vi passet kirken og kirkegården i 20 år. Da vi begyndte, fik min mand 1,25 kr. for at fyre om søndagen. Han stod op klokken tre om natten, og så skulle der lægges i kakkelovnen lige indtil gudstjenesten begyndte.
Under den trådte Martin orgelet, så der var nok at gøre.
Nu er det lettere at være graver, for elektricitet sørger både for varme og orgel, men det er kun godt, de unge har fået det bedre.
Jeg husker nok mine unge dage, da en pige fik 75 kr. om året for strengt arbejde.
- Nogle hævder, det var bedre tider dengang, men dem hører jeg ikke til. Nå, jeg skal nu ikke klage, for jeg havde gode pladser. Og nu stiller vi ikke store fordringer, vi har en rar lejlighed og børnene er flinke til at besøge os, hvad kan man så forlange mere?
Martin og Lone boede og virkede på Hovedgaden 38.
Jens Sønderkær skolelærer
​
Jens Sønderkær var født 1901 i Assing i Vestjylland. Han tog sin lærereksamen fra Nørre Nissum Seminarium og arbejdede i de første mange år derefter som pædagog indenfor børne- og ungdomsforsorgen.
Omkring 1954 kom han og fru Sønderkær til Øster Alling, hvor han blev ansat som førstelærer.
Han var en meget anset pædagog, og selvom han var aldrig så moderne indstillet, så var og blev han alligevel på god gammeldags vis byens og sognets degn og tog del i sine medmenneskers glæder og sorger.
I alle årene her fungerede han tillige som kirkesanger. I flere perioder var Sønderkær også medlem af Øster Alling Menighedsråd, et arbejde han gik op i med liv og sjæl.
Han havde et væld af interesser, ikke mindst arkitektur. Han udarbejdede således gennem de sidste mange år i sin sparsomme fritid tegninger til adskillige nybygninger i byen og på egnen, såvel boligbyggeri som landbrugsbyggeri. Da han skulle gå på pension, lavede han selv tegningerne til sit eget nye hus, som han og fru Sønderkær stort set selv byggede.
Også haveanlæg havde Sønderkær sans for. I haven til Øster Alling skole havde han og hustruen et væld af de mest forskelligartede buske, træer, stauder osv., deraf mange eksotiske.
Lærer Sønderkær var idérig og foretagsom i usædvanlig grad. Han var også en sand og god ven for børn og unge, og blandt andet havde byens idrætsforening og Auning-Hallerne hans store bevågenhed.
For eftertiden er der helt uvurderlige minder skabt af Jens Sønderkær, idet han i årenes løb lavede filmoptagelser af forskellige begivenheder i byen.
Han fulgte den gamle Øster-Vester Alling kommunes skolevæsen til dørs med manér, idet hans lærergerning ophørte i 1971 samtidig med at Øster Alling skole, der var resterne af et gammelt, selvstændigt skolevæsen, blev nedlagt.
Jens Sønderkær døde i Øster Alling i 1980.
​