De skrev deres erindringer
tilbage til
Personer
70 års erindringer
fortalt af Niels Arne Jørgensen, "Vestergård"
Først i trediverne begynder min skolegang i Vester Alling skole ved lærer Christensen, han havde et stift ben, men var ellers en god lærer; det var 7 års skolegang fordelt på 2 klasser.
Jeg blev konfirmeret i 1942 den 12. april efter en kold isvinter.
Konfirmationsforberedelsen var i den gamle præstegård som lå vinkelret på rejsestalden eller bygningen, som nu er lejet ud (den gamle graverbolig), og det var Martin Krogh, som var præst den gang.
Jeg var 12 år da krigen brød ud den 9. april 1940, de tyske flyvemaskiner kom i stort tal op over landet, men der var ellers ikke nogen større episoder i nærheden af os; og for landet som helhed, så blev modstanden jo også kort.
Vi blandede os ikke med de tyske soldater; men der opstod efterhånden en vis modstand mod tyskerne, som resulterede i frihedskæmper- og sabotagehandlinger. Alt var tys,tys den gang, men vores smed i Fløjstrup var pludselig væk, altså under jorden, og lærer Christensen blev taget og sendt til Frøstruplejren. Men det værste var alligevel Marius Jeppesen fra Vester Alling, som blev taget i Randers og nogle dage senere skudt i Skæring, vist nok den første, som tyskerne skød.
Der blev, i forbindelse med krigen, også knappe tider med varer og især fødemidler. Vi fik rationeringskort; jeg kan nævne sukker, mel, brød og kaffe og det slap helt op til sidst, så vi måtte klare os med noget halvbrændt rug. Cyklerne blev sat på fast gummi efterhånden som dækkene blev slidt op, og så havde vi samtidig grusveje mange steder; men vi manglede trods alt ikke noget, og da slet ikke når det drejede sig om føden.
Det værste var nok bare tanken om hvordan det hele skulle ende, og i 1945 kom enden, tyskerne blev slået den ene gang efter den anden, først i Rusland; men de gav heldigvis op ved den danske grænse før det hele blev smadret her i landet; men forinden var de rundt på plyndringstogt. Der kom seks tyskere ind til min far, de ville have hestekøretøjer og korn og roer; der gik to soldater og pegede på far med geværet, de tog en vogn og noget korn og far kunne hente pengene dagen efter i Vester Alling.
Nå men det fik alt sammen ende da vi nåede den 4.-5. maj, det var en stor glæde og befrielse og vi kunne igen selv overtage skoler og forsamlingshuse.
Det blev jo hverdag igen, jeg havde forskellige pladser, den første på Bæksvad ved Jens Nielsen, et godt sted for en konfirmeret dreng. Det var før mekaniseringen kom i gang, så det foregik med heste og håndværktøj. Der kom traktor i årene omkring 1950, men jeg kom ikke op på en traktor før jeg blev selvstændig i 1957. Den 1. november dette år køber og overtager jeg "Vestergård" med besætning, en sortbroget hunkat.
Jeg køber af Niels Thun Madsen, som havde været der i 7 år; før ham en Maarup, som var her i 2 år, og i 1945 var der en Murmann vistnok i flere år.
I 1957 var der mejeri i Øster Alling med Andreas Andersen som bestyrer, vi havde brugs og købmand og smed og bager og mange flere; der er desværre ikke andre end tømreren og vognmanden tilbage.
I 1961 solgte jeg en byggegrund til mine forældre og de byggede huset på Hovedgaden 52, som jeg så selv overtog ved deres bortgang i 1990.
Foreningslivet blomstrede også i Øster Alling, vi havde vores gode Foredragsforening med lærer Kjær fra Ring som formand og senere Torkild Pedersen; det gik godt i og omkring krigsårene, men det var som om interessen aftog jo længere vi fik krigen på afstand. Så var der jo også Idrætsforeningen, som familien Hornbæk var en stor drivkraft i. Vi havde gymnastik under ledelse af Jens Rasmussen fra Ring og senere Kaj Espensen fra Øster Alling.; jeg mindes også vort berygtede forboldhold med Asgar Jørgensen som målmand, de kunne nok ha' klaret et europamesterskab i dag.
Der blev også startet en lille skakklub, den havde til huse hos bager Kjær, som drev konditori i Øster Alling.
Det blev også mit første møde med fjernsynet; Kjær havde et sådant opstillet i konditoriet.
Noget som også er forhenværende er vores busforbindelse med omverdenen; i min barndom hed han K. Jørgensen(Rute Karl), ham der sørgede for at vi kunne komme til Randers; det var en god tjans dengang, bilen var altid stopfyldt. En dag vi var med, og passagerene stod helt ud på trinbrættet, så stod betjenten og rakte hånden ud i Kristrup; men Karl fortsatte ind på stationen. Men der kom ordensmagten også ind og skældte ud fordi han ikke stoppede i Kristrup. Men Rute Karl var kvik -"vi kunne ikke have flere ombord-" og det måtte han jo erkende, den gode panser.
Benzinen slap også op til bilerne (under og efter krigen) og så fik de en ovn sat bag bagpå og så lavede de selv gas til at køre på. Men alle frie varebiler var klodset op, ihvertfald sidst på krigen.
Jeg husker også petroleumslygterne; hjemme har vi altid haft elektricitet, men hos min bedstemor og min farbror gik de rundt med flagermuslygter i staldene, og inde i stuen hang der en stor lampe over stuebordet; det var nok lys, som hvis vi i dag ville bruge en 15 lys pære. Og min farbror havde en petroleumsmotor til at trække tærskeværk og kværn. Jeg tror ikke de fik elektricitet før sidst i 1948-49. Jeg har skrevet om fjernsynets start. Men radioen - jeg var nok 2-3 år dengang; de havde fået sådan en mærkelig kasse med høretelefoner til ovre ved Søren Kristian Sørensen og min ældste broder, der er 4 år ældre end mig, var ikke til at holde hjemme, han sad ovre ved naboen hele tiden med de her høretelefoner på hovedet - .
Den gamle landsbysmed
- noget af en troldmand
- eller krøniken om de Øster Alling-smede fortalt af en efterkommer, fhv. gårdejer Gustav Møller, "Højagergård" ved Auning
​
Artikel bragt i Randers Amtsavis, lørdag den 24. maj 1980. Af journalist Mogens Bytoft.
Gengivet i Lokalhistorisk årsskrift år 2003.
Bringes her med tilladelse fra Lokalhistorisk forening samt fortællerens familie.
I gamle dage var smeden i landsbyen en af de mest betydningsfulde håndværkere. Han var tit noget af en tusindkunstner, var både "medicinmand" og dyrlæge og der går sære frasagn, om de ærinder, han som følge af sin bestalling havde.
Det kan fhv. gårdejer i Øster Alling, Gustav Møller "Højagergård", Auningvej 14 mellem Auning og Øster Alling berette om som få. Han går nu i sit 81. år og bliver en bedre og bedre fortæller om emner fra gamle dage. Han er på sæt og vis en blanding af navnkundig professor Vilhelm Andersen som var en gudbenådet fortæller og vore dages professor udi i skulptur kunsten, Robert Jacobsen. Gustav Møller fortæller af karsken bælg på original Øster Alling-dialekt og han fremstiller skulpturer i jern, som oftest af gamle redskabs- og maskindele. I haven til hans og fru Anna Møllers villa ud mod landevejen står en række af disse jernskulpturer og de påkalder manges nysgerrighed. Gustav Møllers oldefar, farfar og far var alle smedemestre i Øster Alling, og den gamle virksomhed eksisterer såmænd endnu, men nu i hypermoderne bygninger.
Historiens gang
Læserne kan godt begynde at "spidse øren" for nu giver vi ordet til Gustav Møller, som efter at have læst en artikel her i avisen i vinter om smedene i Vivild, fik lyst til at fortælle om smedene i Øster Alling.
- Hvor skal vi starte?
- I 1700-tallet, da bliv min oldefar født - det var i 1794, og hans smedje lå neden for Øster Allings Kirkegård, der hvor der nu er parkeringsplads.
- Startede han smedjen?
- Ja, men det var i øvrigt slet ikke hans egen private smedje. Den ejedes af landsbyens gårdmænd og de forpagtede den ud på kontrakt og den første forpagter var min oldefar som hed Peter Møller. Han var født i Læsten og havde været smed på herregården Løvenholm. Hvornår han tiltrådte forpagtningen i Øster Alling, har jeg endnu ikke kunnet få opklaret, men det har, selvom han døde i en ret så ung alder, nok alligevel været en del år. Han døde i Øster Alling den 5. februar 1848, og hans søn, min bedstefar, Jens Møller, overtog så kontrakten med gårdmændene og da var min bedstefar kun 20 år gammel. Han var kontrakt-smed, indtil min far, Poul Møller kom hjem fra Landbohøjskolens ride- og beslagskole i 1898, så min bedstefar nåede at holde 50 års jubilæum.
For 80 Øre
Gustav Møller fortæller videre at hans far straks efter Jens Møllers død blev selvstændig smedemester i Øster Alling.
- Far købte en parcel på 1800 kvadratalen af Peter Jensen, Øster Alling. Prisen var 600 kr., og udgifterne ved handlen beløb sig til 19 kroner og 20 øre. Der blev så bygget en bolig, et lille værksted og et beslag-skur. I årenes løb er smedjen blevet udvidet mange gange.
- Min far kørte hurtigt træt. Alt skulle jo laves ved håndkraft, håndsmedes. Da jeg i avisen læste om smedenes priskurant fra år 1900, så kan jeg bedre forstå, hvorfor min far lagde hammeren. Det var en ringe betaling smeden fik for sit værk.
Jeg kunne i avisen læse, at far havde været i bestyrelsen for omegnens smedeforening og han havde selv underskrevet priskuranten. Jeg fatter ikke, at han kunne gøre det. Han fik 80 øre for at lægge fire gamle hestesko om. Tænk på, at smeden skal løfte hvert at hestens .ben fire gange fra jorden, altså 16 gange. Det giver fem øre for hver gang smeden arbejder med hestens hov. I 1902 solgte min far smedjen til Niels Kristensen og købte derefter en gård med 30 tønder land i Ring ved Auning. Prisen var 17.500 kr., men udgifterne ved handelen var kun 77 kroner og 35 øre.
Nutiden
Med årene er Øster Allings gamle smedje solgt flere gange. Niels Kristensen solgte til Kristian Nielsen, som solgte videre til Søren Pedersen og så til Louis Christensen, som solgte til nuværende borgmester i Sønderhald, G. Kirk Thøgersen som for en del år siden lod Leif Kjærsgaard komme til.
Han tømte værkstedet for værktøj og maskiner men bor stadig i smedeboligen, som er udvidet og moderniseret og uden for byen har han bygget en meget stor maskinhal med værksted, udstillingslokale, kontor, spisestue m.v..
Kjærsgaard har specialiseret sig i fabrikation af jernspær og buer til produktionsstalde og maskinhuse.
Rang og stand
Gustav Møller beretter, at da hans bedstefar havde kontraktsmedjen, da var der mange store gårde. Ingen af dem var dengang udstykket. Det var sognekonger og storbønder, der regerede kommunen og landmændene blev sat i rang og stand efter hvor mange skorstene, der var på stuehuset. Fire skorstene, ja så var man proprietær med 20 køer. Tre styks, så var man gårdejer med 14 køer. To skorstene gav rangen som bolsmand med seks køer og en enkelt skorsten havde husmanden, som bare havde en ged.
- Jeg har kendt en kone, som lod en tømrer sætte en træ-skorsten op på sit stuehus, så hun kunne prale af at have fire, men hendes mand nåede nu aldrig op på de 20 køer.
- Kunne man leve af at være sådan en slags bysmed?
- I min bedstefars kontrakt stod der, at han havde fri drift på tre tønder land. Han havde to små heste, fire køer og to kviekalve. Min farmor har fortalt mig, at de havde en flok på 15 høns og to skrukhøner, der som regel havde 20 kyllinger. To hanekyllinger fik lov at leve til de var udvokset. Den ene blev spist juleaften og den anden påskedag. Men ellers skulle bønderne selv gå smeden til hånde med det arbejde, som de ønskede udført, og de skulle betale smeden for kul og jern. Nye ting, som blev fremstillet af smeden, blev betalt på ambolten, altså i røde penge. Ambolten står nu i min søn, Pouls værksted. Man kan rigtignok se, at den har fået klø, den er helt svajrygget og på siden af den er indgraveret: J.M. 1828, så den er snart en gammel svend.
Mod onde ånder
- Bedstemor har fortalt mig, at hun til tider var ude i smedjen for at trække blæsebælgen og hjælpe til med at hugge jern over til hestesko. Dengang kunne smeden ikke købe fabrikssko. Bysmedene behandledes med en vis respekt af andre folk, ikke alene, fordi de var udøvere af vort næstældste håndværk og havde de stærkeste kræfter, men også fordi smeden mange steder var "klog mand" og kunne mere end sit Fadervor.
Gustav Møller fortæller, at der i gamle dage var langt mellem dyrlægerne. - Da bedstefar var smed i Øster Alling, blev der skrevet i hans kontrakt, at han skulle være villig til at tilse dyr, og kurere efter bedste evne.
Natpottens indhold som medicin
For eksempel skulle bedstefar, siger Gustav Møller, påtage sig at sætte ring i næsen på tyre, stikke kreaturer for trommesyge, kastrere grise, snøre en vædder, save af køernes horn, årelade heste og behandle to og tre års plage for "skylle".
- Og hvad er så det?
- Ja, det er der nok ikke mange, der har anelse om. Men det er altså en skavank, som udarter sig sådan, at plagen, altså en hest, har tandkød hængende neden for tænderne, så den ikke kan æde.
- Hvad var kuren?
- Jo, hør nu her. Dagen før smeden havde lovet at komme, fik konen på gården besked på, at hun ikke måtte tømme natpotten. Den skulle med sit indhold stå klar ude i stalden, når smeden kom. Plagen blev trukket ud på gårdspladsen, fik en bremse på mulen. Manden på gården holdt bremsen og hestens tunge, og en af gården karle holdt natpotten. Smeden dyppede så et hammerskaft omviklet med klude nogle gange med natpottens helbredende medicin og vaskede plagens tandkød. To dage efter behandlingen kunne plagen æde igen.
Som dreng har jeg, siger Møller, set smed Meyer på "Dalsgård" ved Auning kastrere grise. Når han havde taget testiklerne ud, spyttede han skråtobakssovs ind i såret, og der var aldrig en gris, som fik betændelse eller skæreknuder. Det var skam en billig medicin, de smede anvendte.
- Og hvad fik smeden så for det?
- For sin assistance fik han korn, halm, en sæk tørv, bøgebrænde og fri græsning på gårdmændenes marker.
Smedens gilde
Det var skik, at smeden holdt et stort gilde en gang om året, og det gik, fortæller Gustav Møller, på omgang i gårdmændenes storstuer. Smeden betalte dog gildet. Når de så havde spist, spillede mændene kort og drak kaffepunch, og der blev danset til harmonikamusik. Og så sang de ellers om
"Ved min ambolt stod smeden, sodet og svedig,
klemte om forhammerens eg, og slog som en udæsket kriger,
og sjælden hans hammer var ledig.
Han sang om kap med sin ambolt og fil,
og han får altid pigernes varmeste smil.."
Gildet blev ved til sol stod op.
Om "modsot"
Også som læge benyttede man smeden. Han trak tænder ud, målte for modsot, kurerede gigt i lemmer og meget andet. Så man kan nok begribe, at smeden var en mand med autoritet.
- Hvad er "modsot"?
- Jeg ved det faktisk ikke!
Vi har derfor spurgt lederen af Landbrugsmuseet på GI. Estrup, museumsinspektør, mag.art. Svend Nielsen, Auning og han kunne referere til professor Aksel Steensberg, som i sin bog "Dagligliv i Danmark 1720-1790" oplyser, at der i Ludvig Holbergs komedie "Barselstuen" er følgende replik: "Anne Signekielling skal også have 4 mark, som måler for barnet for moersot". Udtrykket "modsot" eller "morsot" kom ligesom det græske hysteria af "livmoder", men dækker vistnok snarest "cardialgi", dvs. smerter i hjertekulen eller kolikagtige smerter i underlivet.
En pose fuld af historier
Gustav Møller kan mildt sagt en pose fuld af smedehistorier, men de er nu ikke alle sammen lige sanddru, indrømmer han, og fortæller om en Peter Nielsen, som trak til smeden med sin ko, som hornene var groet ind i panden på. Mester sagde til smedesvenden: Kan du sætte de horn på plads?
- J a, det kan jeg da hurtigt gøre, svarede han. Svenden tog et halvtommers rør og satte i rumpen på koen. Hver gang han blæste i røret, udvidede hornene sig med en tomme. Da han havde blæst nogle gange, sagde Peter Nielsen: Nu skal du holde, ellers kan hun ikke gå ind ad stalddøren.
- Jaså, svarede smedesvenden, så kan du få røret med hjem, og så kan du suge hornene tilbage til den vidde, du ønsker...
Og for mange år tilbage fortalte en afdød Øster Alling-borger mig følgende smedehistorie:
Smeden lavede grin med Søren Pedersen, som havde sendt bud efter ham.
Pedersen havde en ko, som ikke ville æde. Da smeden kom ud i stalden, så han straks, at koen ikke havde "gødet", og han var så klar over, at koen havde forstoppelse. Det burde gårdmanden jo selv have kunnet se. Smeden blev lidt ærgerlig over, at han var blevet tilkaldt, så han ville prøve, om han kunne lave lidt grin med Søren Pedersen. Smeden forlangte at få en lygte tændt. Manden fik så bud på at gå op i båsen til koen og smeden befalede: Luk munden op på koen og se den ned i halsen. Og til karlen sagde han: Løft halen.. .
Så tog smeden lygten og holdt den for enden af koen og spurgte Søren Pedersen, om han kun.ne se lygten. Søren svarede nej...
Ja, så kan du komme ned fra båsen, sagde smeden. Kan du ikke nu se, hvad koen fejler. Når du ikke kunne se lygten, så har koen tarmslyng. Jamen, spurgte Søren, kan du kurere koen?
Ja, hun skal have to flasker gaubersalt, så er hun i orden i morgen...
Herefter blev Søren Pedersen, når folk traf ham i byen, spurgt, om han havde flere køer med tarmslyng, og man tilføjede lunt: "Du må nu være glad for, at sygdommen ikke er smitsom". Søren blev gal og sagde: "Hold kæft"...
Gustav Møller siger, at efter de oplysninger, som han fik for ca. 50 år siden, så skal historien være sandfærdig og have foregået for mindst 100 år siden.
- Jamen kan det være sandt, at en landmand på den tid kunne være så naiv og godtroende, at han tog alt, hvad smeden sagde og gjorde for gode varer?
- Ja, det skal såmænd nok passe.
Smeden var en troldmand i mange menneskers øjne...