Historien om det danske skolevæsen skal ikke fortælles her, blot et par linjer fra et gammelt leksikon (Nordisk konversationsleksikon 1887):"1739 ophævede Christian VI. omkr. 30 Latinskoler i de mindre Byer, grundlagde danske Borgerskoler, indførte danske Skolebøger og befalede Oprettelsen af Skoler paa Landet, hvilket dog i Reglen blev omgaaet. 1814 ordnede Frederik VI. Almueskolevæsenet, som det væsentlig endnu er".
Samme leksikon oplyser, at der ved udgangen af 1867 var 2781 skoler på landet.

I forbindelse med udskiftning af Øster Alling bys jorder i 1791, blev det bestemt, at degnens ko ikke længere måtte græsse sammen med bymændenes kreaturer. Han fik derfor tildelt græsning på "Taghøj" og "Lildals Bloker", som er beliggende i vejgaflen mellem Ringvej og Auningvej, nu matriklerne 2 b, d, e, og f. Degnen må på det tidspunkt have været Mads Pedersen Kirkegaard. Han var foruden skoleholder også degn,(kirkesanger).
Efterfølgende har skoleholderen sandsynligvis været Rasmus Schmidt, som døde i 1820. Han var gift med Maren Sørensdatter, som døde 1853
I 1834 hedder skoleholderen/kirkesangeren Hans Christian Brønnum. Han var født i Aarslev, hvor faderen var skoleholder og kromand, en kombination der ikke altid var hensigtsmæssig og som derfor gav anledning til nogen uoverensstemmelse mellem ham og sognets præst.
Følgende fra en samling af sagn og andre fortællinger fra egnen, venligst udlånt af Jørgen Michaelsen:
1820 -1842 Degnen Hans Christian Brønnum I Øster Alling.
Han blev født omkring 1798 som søn af skoleholderen i Aarslev. Man har sagt om ham, at han var en ondskabsfuld karl, og der er måske noget om snakken.
Da han som ung kom til Øster Alling boede han en tid hos en gammel degne-enke (Maren Sørensdatter), som var meget bange for spøgelser. For at forskrække hende, gik Brønnum og skrumlede oppe på hendes loft og udenfor hendes vinduer, mens hun lå i sin seng opfyldt af den største angst.
Sognets præst, Pastor Tørslev blev Brønnums foretrukne mål for mobningen.
Tørslev havde ry for at være lidt enfoldig, og var derfor et let offer. Når Tørslev var på prædikestolen eller uddelte sakramente, kunne Brønnum ved at nidstirre ham, bringe ham helt ud af fatning, ja man sagde, at degnen på det nærmeste hypnotiserede præsten.
Skulle præsten i messeklæderne var det degnens job at bistå ham dermed. Brønnum kunne da finde på at stikke Tørslev med nålene så han hoppede og skreg ved smerten. Tilligemed hviskede han præsten i øret: "Nu lægger jeg det hellige skaberak på dit forbandede asen"! Ja han gik endog så vidt, at han kom menneskeskarn i papir og puttede i præstens lomme.
Til sidst blev det den gode Tørslev for meget og han indgav klage over degnen, som også var prokurator (advokat) for byen, var god til at skrive for sig og havde mange af beboerne på sin side.
Brønnum klagede igen over præsten, om misgreb ved uddeling af nadveren, samt halve prædikener. Påstod at det var det rene pølevand præsten gav dem ved altergangen.
Ved løgn og frækhed og nægten var det nær ved at han fik præsten afsat, men han gik selv i fælden ved Provstens list. Denne havde bemærket at Brønnum mødte noget "beskænket" frem i provsteretten. Der blev sat et par mand udenfor døren og provsten siger til Brønnum: "Ja, Brønnum nu er sagen afgjort, præsten bliver afsat, og De bliver i Deres embede, men da vi nu er ene to, kan De gjærne fortælle mig, hvordan De har fået den mærkværdige magt over præsten!" I den tilstand Brønnum var, fortalte han alt hvad han havde gjort, og blev derpå afsat uden pension."

Det var i 1842. Før fraflytning af degneboligen ansøgte Brønnum sognerådet om at måtte sælge det halve af den gødning som var på ejendommen, hvilket blev afslået, med den begrundelse, at "der ikke antages at være mere Giødning end Skolelodden høieligen trenger til naar der nogenlunde indbringende skal dyrkes" Det siges, at Brønnum siden gik rundt som tigger, men man ved dog, at han blev huslærer hos en kammerråd i Ring. Han og konen blev skilt. Hun rejste til en bror på Mols og derefter står de begge som "enke" i kirkebøgerne.

Som efterfølger i embedet kom Niels Wisti Christensen i 1843. Han var født 1817 i Faaberg sogn, Ribe amt, var ungkarl og betalte for sin kost ude i byen.
I 1852 blev han gift med præstens datter Ida Margrethe. Hun var 16 år yngre og fødte 8 børn, hvoraf dog et par døde som små. Selv døde hun 37 år gl., da det yngste barn var 2 år.
I 1858 var der bygget en ny skole og den gamle skolebygning (matr. nr. 2c) var solgt allerede 1845 som: "den gamle skolebygning med haugeplads" , senere som: "6 fag hus med grund". Hvor undervisningen foregik i den mellemliggende tid, er uvis.
1858 købte lærer Christensen matr. nr. 15 ved en auktion. Det ser ikke ud som om han giftede sig igen efter Ida Margrethes død i 1870, men fra 1871 til 1874 havde han en tjenestepige, Ane Pedersen, 34 år - ved afrejsen.
Lærer Christensen havde embedet indtil 1883. Han døde 1905 i København.
Efterfølgeren blev S. K. Kristensen 1884-1916.
Ved Folketællingen 1911: degnen Søren Kristian Kristensen, hans søster Mariane Kristensen (Jomfru Kristensen) husbestyrerinde for degnen.
Det fortælles om lærer Kristensen, at han afstraffede børnene ved at slå med nogle tykke penneskafter, som han selv snittede. Når det skete, gjaldt det for den straffede om at skrige så højt som muligt, for så lindede Jomfru Kristensen på døren ind til skolestuen, og så stoppede degnen med det samme.