De blev en del af historien
Præst og Degn
- det er ganske vist
tilbage til
Personer
Tiendegilde hos præsten
Fra 1837 - 1858 hed præsten i Øster og Vester Alling sogn Jørgen Tørsleff.
Om et tiendegilde i Randelev (hans næste embede) i præstegården berettes følgende:
Tiendegildet fandt sted i februar og strakte sig over tre dage. Om tirsdagen bød man gårdejere samt bolsmænd fra Randlev og Rørth. Om onsdagen stod dørene åbne for samme kategori af Dyngby, Bjergager, Boulstrup og Hølken byer, og om torsdagen blev det så endelig husmændenes tur.
Præstens datter refererer begivenheden således:
Øl og brændevin sætter jeg på bordet og brændevinen skænkes i vinglas. Der kommer hver dag - de første dage - mellem 40 og 50.
Når så alle har betalt tienden, dækkes bordet (for Randelev gerne kl. 17, for de andre kl. 15 - Rørthfolkene har langt at gå) med fire oksestege på et lispund hver og to eller tre kogte skinker, to fårelår og fire rullepølser koges. Dertil 6-8 pund smør, 36 potter brændevin, 2 potter rom til puncher for dem, der forlanger det. 12 sigtebrød og 4 stykker otte-punds rugbrød.
Til gårdmændene sættes på til koldt tebord; smør på små tallerkener, hvortil der føjes et stykke oksekød og et stykke skinke. På bordet lægges dug og ikke lagen.
Husmændene får kun bart brød; fårelår og rullepølse lægges hele på bordet sammen med ost skåret i fire dele.
Smørret er købt hos Jens Møllers enke. Efter spisningen aftages dugen, og de får kaffe uden brød (kopperne lånes af købmand Christensen) hvortil de selv tager sukker og fløde. Derefter får de en halv kop kaffe til en kaffepunch, og så spiller de kort. Gårdmændene holde op kl. 10. Da får de ikke mere.
Til husmændenes dag er der omtrent 80.
Der skæres 150 rundtenommer med kød og ost på. Dertil får de øl og brændevin. Der tændes ikke lys for dem. Ville de spille kort, får de af de brugte (lys), ellers tage de selv lys med. Der bruges 3 á 4 ankre øl. Nr. 1 og 2 blandes sammen.(?)
Degnen Brønnum i Øster Alling
Degnen Hans Christian Brønnum I Øster Alling 1820-1842.
Han blev født omkring 1798 som søn af skoleholderen i Aarslev.
Man har sagt om ham, at han var en ondskabsfuld karl, og der er måske noget om snakken.
Da han som ung kom til Øster Alling boede han en tid hos en gammel degne-enke, som var meget bange for spøgelser. For at forskrække hende, gik Brønnum og skrumlede oppe på hendes loft og udenfor hendes vinduer, mens hun lå i sin seng opfyldt af den største angst.
Sognets præst, Pastor Tørslev blev Brønnums foretrukne mål for mobningen. Tørslev havde ry for at være lidt enfoldig, og var derfor et let offer.
Når Tørslev var på prædikestolen eller uddelte sakramente, kunne Brønnum ved at nidstirre ham, bringe ham helt ud af fatning, ja man sagde, at degnen på det nærmeste hypnotiserede præsten.
Skulle præsten i messeklæderne var det degnens job at bistå ham dermed. Brønnum kunne da finde på at stikke Tørslev med nålene så han hoppede og skreg ved smerten. Tilligemed hviskede han præsten i øret: “Nu lægger jeg det hellige skaberak på dit forbandede asen”! Ja han gik endog så vidt, at han kom menneskeskarn i papir og puttede i præstens lomme.
Til sidst blev det den gode Tørslev for meget og han indgav klage over degnen, som også var prokurator (advokat) for byen, var god til at skrive for sig og havde mange af beboerne på sin side.
Brønnum klagede igen over præsten, om misgreb ved uddeling af nadveren, samt halve prædikener. Påstod at det var det rene pølevand præsten gav dem ved altergangen.
Ved løgn og frækhed og nægten var det nær ved at han fik præsten afsat, men han gik selv i fælden ved Provstens list. Denne havde bemærket at Brønnum mødte noget “beskænket” frem i provsteretten.
Der blev sat et par mand udenfor døren og provsten siger til Brønnum:
“ Ja, Brønnum nu er sagen afgjort, præsten bliver afsat, og De bliver i Deres embede, men da vi nu er ene to, kan De gjærne fortælle mig, hvordan De har fået den mærkværdige magt over præsten!”
I den tilstand Brønnum var, fortalte han alt hvad han havde gjort, og blev derpå afsat uden pension.
Det var i 1842. Før fraflytning af degneboligen ansøgte han sognerådet om at måtte sælge det halve af den gødning som var på ejendommen, hvilket blev afslået, med den begrundelse, at “der ikke antages at være mere Giødning end Skolelodden højligen trænger til når der nogenlunde indbringende skal dyrkes”
Det siges, at Brønnum siden gik rundt som tigger, men man ved dog, at han blev huslærer hos en kammerråd i Ring.
Han og konen blev skilt. Hun rejste til en bror på Mols og derefter står de begge som “enke” i kirkebøgerne.
Gamle fortællinger og sagn
fra Jørgen Michaelsens samling
​
Heksen i Øster Alling
I Øster Alling boede en heks, som kaldtes Mette Marie Groesen.
Når vi skolebørn gik forbi hendes hus, sagde vi: "Der bor heksen" og skyndte os at komme der om ved.
Jeg var fra Ring og gik jo til Øster Alling til skole, men da jeg så blev konfirmeret, kom jeg til at tjene der i byen og var der i 6 år. Det var ved en gårdmand der hed Anders Christensen. Han havde en datter og hun kom hen en 2. pinsedag at skyde tørv ud for den heks, og der kommer hun (heksen) noget i hendes kaffe, som pigen bliver helt forstyrret af. Hun ville gå efter alle karlfolk og have dem til kæreste. Der var særlig en hun løb efter, og ham stjal hun sig ud til en dag, halvt påklædt.
Hendes forældre sørgede over det og ville nu til at søge råd for hende. De rejste så ned til den kloge kone i Vindblæs, og hun lod dem i en balje vand se den kone, som havde forjgort hende. -"Nu kan du godt rejse hjem", sagde hun, "men når den kone kommer i morgen og vil hente mælk, skal du tage noget ild og kyle på hende, så kan hun ikke skade dig mere!"
Den dag de var nede ved den kloge kone, rendte heksen oppe i marken ved sin ko, og kunne ikke være i sine klæder, for hun fik det for varmt, også selv om hun gik der i sin ene særk.
De kom da hjem til pigen, og dagen efter kom konen og forlangte mælk. Pigen stod just og bagte pandekager i køkkenet. Hun tager så en glød og kaster den på hende(konen). Heksen gik hjem og fra den tid kom pigen sig godt; det gik frem med hende hver dag, men det varede alligevel et par år, at hun var dårlig. Nu er hun en agtet gårdmandskone i Øster Alling.
Mette Marie boede i huset i smedens have. Når vi var på vej til skole og nærmede os huset og så heksen, slog vi kors foran os (tegnede et kors i vejens støv)
Et rim om hende:
Her står Mette Mari Groes
midt i en ko-bås,
og kurer en syg ko.
Gør'et it godt gør'et heller it ondt.
Et andet om at bekæmpe Mette Mari's hekseri:
Her står pastor Paars mæ en kæp
og slår Met' Mari Groes.
Gør'et it ondt, så gjør'et heller it godt.
Om en ildebrand
1833 blev der ildebrand i Øster Alling, og det var lige midt om sommeren i den varmeste tid. Vinden var i nordøst, og en stærk blæst var det samme dag. Da ilden opkom i den nordøstre ende af byen, skulle vinden jo drejes til sydvest, for at byen kunne reddes. De var fæstebønder allesammen, og da greven kom til brandstedet, stod folkene og græd, for det var umuligt at redde noget. Så siger greven: "Ti stille, gården er min!" Det forslog jo ikke, de blev ved med at jamre over deres tøj.
Så siger greven: "Er der nogen, som kan vende vinden?" Dertil svaredes, at der var ingen der turde. -"Jeg lover en hest!" råbte greven, "hvem tør så vove sit liv?"
Så var der en af mændene, som sprang på grevens hest, og han red i fuld firspring ni gange rundt omkring de to gårde, som var angrebne, og det var lige alt hvad hesten kunne strække.
Så reddedes byen, for vinden blev sydvest.
Der skal rides i dansende firspring, uden at man må se sig tilbage, for den onde er bagefter, og dersom man ikke kan komme til vej-ende, eller hesten styrter, så knækker den Slemme halsen på manden og tager ham. Det gælder altså en hest eller en sjæl.
Om ellekjællingerne
Norden for Øster Alling var der så mage elletræer i gamle dage, der er nogle endnu, kan jeg tro, og der danser ellekjællingerne hver nat. Der er mange som har været kede af at flytte bæsterne derud om aftenen, for ellekjællingerne kommer altid og vil byde sig til og ligge ved en.
Men så skal en sige til hende: "Vend dig om og lad mig se om du er sådan bag til som du er fortil" Det skal også være det første en siger til hende, for ellers har hun magten, og hun er værst for den, som har en kæreste. Men fik en først sagt det til hende, så må hun vende sig om, og så kan hun ingen skade gøre.
Så var der en karl der tjente i Øster Alling, og han havde nu en kæreste, som boede i en anden by. En aften skulle han ned for at flytte deres heste, og lige som han var færdig, kommer der et grumme pænt kvindfolk hen til ham og siger til ham, at hun skulle hilse ham fra hans kæreste. -"Tak" siger han.
Men så lo hun, og han måtte pænt følge med hende hen under ellene og danse med hende, og det måtte han blive ved med hele natten. Han levede ikke ret længe efter, så meget fik han da ved dansen med ellekvinden.
Om dagen kunne han ikke se dem, men han kunne alligevel ingen steder være for det usynlige tøjeri, for hvor han stod og gik, der slikkede de og kyssede de ham.
​
​