Øster Alling Kirke
Kirken har navnet Skt. Karens Kirke. Det ses på den ældste af de to sammenføjede præstetavler i tårnrummet: Præsterækken ved Karens Kirke. Øster Alling kirkes værnehelgen fra katolsk tid er således Sancta Catarina = Skt. Karen, hvis helgendag er 25/11.
Øster Alling kirke er bygget på en bakke med vid udsigt over Allingådalen mod Gl. Estrup, måske op af en gravhøj der toppede lidt sydøst for kirken. Forhøjningen kaldes Kosakhøjen, efter en kosak i 1700-tallet blev begravet dér. Byens folk ville i lang tid efter ikke begraves ved højen, da kosakken jo måtte være en hedning, der havde besmittet kirkens jord. For at bryde denne fordom valgte provst Klæstrup (1782-98) højen til familiegravsted. Gravstederne og højen er siden sløjfet, og Mindeplænen ligger nu hvor højen var.
Kirken blev bygget i 1100-tallet, i første omgang med kor og skib; ikke længe efter blev tårnet føjet til. Det antages, at der på stedet tidligere har ligget en trækirke.
Våbenhuset er rejst omkring kvindernes indgang – norddøren. Normalt var det mændenes dør mod syd, som blev bevaret, men her har man valgt den indgang, der vender mod byen. Ved bygningen af våbenhuset måtte kvindedøren gøres bredere, så overliggeren blev for smal. Den blev muret ind i siden af mands-indgangen ved lukningen af denne. Den lukkede mands-dør ses tydeligt på kirkens sydside.
Vinduerne i kirken har fulgt tidens mode. I koret blev to små vinduer mod øst og nord muret til og erstattet af et større vindue i sydsiden, men ved en restaurering i 1952 blev de to korvinduer igen åbnet. Og i skibet var der oprindeligt to små rundbuede vinduer, såkaldte glugger. De blev efter reformationen erstattet af store vinduer, hvor dagslyset virkeligt kan trænge ind. De fire granitoverliggere fra de gamle romanske vinduer findes stadig på kirkens grund.
I 13-1400-tallet fik kirken kamtakker på korets gavl og begge skibets gavle, i vest tre kamtakker i hver side op mod tårnet. Det gamle bjælkeloft over koret blev savet ned, og i stedet kom den ottedelte hvælving op. Da senere korets østmur truede med at skride ud, blev den forankret til gavlen mellem kor og skib med jernankre. Ved samme lejlighed mistede koret igen sine kamtakker.
På et tidspunkt – man mener det var i 1500-tallet - styrtede den syd-sydvestlige del af tårnet sammen, efter sigende pga. et lynnedslag. Kamtakkerne sydligt på gavlen gik med og mangler stadig. Oprindeligt fra tårnets opførelse er dog nordvinduet, hvor klokken hænger. På grund af dette vindue med den dobbeltbuede overligger regnes Øster Alling Kirke til sløjfekirkerne. Adskillige kirker på Randersegnen har sådanne overliggere, hvori der er udhugget en sløjfeagtig dekoration. Vinduet er ikke helt oprindeligt: søjlen midt i vinduet er savet bort, så klokken blev synlig og der kunne ringes nedefra. Nu er der automatisk ringning.
I våbenhuset står en runesten, som indtil 1856 var blevet benyttet som tærskelsten i indgangsdøren, hvor den blev opdaget i 1627. Stenen skal i sin tid være hentet fra en høj i Oustrup. Inskriptionen lyder: Thore rejste denne sten efter Fastulv Myge.
Fra det første stoleværk, som blev indsat efter reformationen, er kun to tilbage. Den ene, degnestolen, har adelsvåben på gavlen og er indsat i kirken omkring år 1550 af Knud Gyldenstjerne, Gl. Estrup. Den står op af væggen ved orglet. Den anden del af det oprindelige stoleværk er bænken til højre for indgangsdøren.
Det nye stoleværk er fra 1617; årstallet ses på en af gavlene. Den daværende kirkeejer Eske Broch, lensmand på Dronningborg, har i sin dagbog for 1619 noteret: D. 23. marts drog jeg til Østeralling om de stollestade. Stolegavlene bærer alle et monogram med bogstaverne IHS. Det kan tydes som: Jesus Hominum Salvator = Jesus menneskets frelser. Desuden bærer et par af bænkene forbogstaverne (sandsynligvis) på de personer, som har haft hævd på at sidde i dem.
​
Mere tekst, flere billeder og meget mere på kirkens hjemmeside
​
Øster Alling | Norddjurs Vestre Pastorat
​
Strid om kirkebygning - et sagn
På en stor gård i Vester Alling sogn boede en mand, som hed Jesper. Han gjorde meget, som han ikke måtte, men Biskoppen lovede ham, at han skulle få sine synder forladt, dersom han ville bygge en kirke og selv betale den.
Hr. Jesper var ikke nogen rig mand og det tog derfor lang tid at få den kirke bygget færdig, som han dog havde begyndt på.
I nærheden boede en anden herremand, hr. Ove. Da han hørte og så, at Jesper var ved at bygge en kirke, ville han ikke være ringere; han besluttede at bygge en kirke i Øster Alling, som skulle blive større end Jespers i Vester Alling. Han spurgte bønderne om de ikke gerne ville have en kirke. “Jo det vil vi” svarede de. “Hvad vi I så give mig for at bygge den?” spurgte Hr. Ove. Ja se, det vidste de jo ikke rigtig. “Vil I give mig så meget jord, som jeg kan indhegne, mens den første prædiken bliver holdt i den nye kirke?” Jo, det ville de godt.
Hr. Ove begyndte så at bygge kirken, og den blev færdig og den var så stor og svær.
Men den i Vester Alling var ikke nær færdig, og Jesper sagde, at “Den slemme” måtte have hjulpet Ove med at få hans kirke færdig.
Men hvordan det nu ellers var, så skulle kirken i Øster Alling indvies og Hr. Ove skulle be-gynde at indhegne et stykke mark, når præsten indledte sin prædiken, og stoppe, når præsten gik ned fra prædikestolen.
Jesper ville hen for at se dette her.
Hr. Ove holdt alene lidt fra kirken, han var til hest. Mange mennesker havde samlet sig for at se, hvordan han ville bære sig ad. Jesper sagde ikke et ord til Ove - de to havde aldrig kunnet lide hinanden.
Der var også mange, som gik ind i kirken for at høre prædikenen.
Lige idet præsten gik på prædikestolen, begyndte hr. Ove at ride i galop, og der hvor han red, blev der en dyb grøft efter ham. Jesper og de andre kunne jo nok se, at det ikke ville vare længe, inden han kom til bymarken, og Jesper springer derfor ind i kirken og råber af præsten. Ingen hører ham, så han går op på prædikestolen og river præsten ned på gulvet, og lige i det samme styrter hr. Oves hest og kan ikke hjælpe ham mere.
Jesper kommer ud af kirken og Ove siger til ham: “Ja du har spillet mig et slemt puds i dag, og du kan tro, jeg skal huske dig, for du skal aldrig i dine dage komme levende til den kirke, du er ved at bygge.”
Jesper svarede ikke men red blot sin vej.
Men hr. Ove havde jo ikke fået spor for at bygge kirken, så det var ikke undeligt, at han ville have hævn.
Han holdt nu dag og nat med sine svende på vejen mellem Jespers gård og kirken, så der var ingen mulighed for Jesper at komme derned. Han prøvede på det mange gange, men det kunne ikke lade sig gøre, for Ove havde mange flere folk.
Endelig blev kirken i Vester Alling da færdig og skulle indvies. Jesper ville derned. Han lagde sig i bunden af en vogn og ovenpå lagde de halm og møg og så kørte en af hans karle ned til Vester Alling med vognen. Men Jespers hund fulgte med, og da de nu kom til det sted nede i “Stente-gade” hvor hr. Ove holdt med sine folk, så regnede de i begyndelse ikke denne vogn for noget, men da de så hunden, blev deres mistanke vakt og de sagde: “Vi skal se hvad det er!” De smed halm og møg af vognen og der lå så Jesper i bunden.
De trak ham af vognen og slog ham straks ihjel og slængte ham i et hul på stedet, idet Ove sagde, at han altid havde været mand for at holde, hvad han havde lovet.
Det fortælles dog at “Jespers folk tog deres husbonds lig og begrov det på Vester Alling kirkegård”
Sådan gik det til med de to kirker, og nu ved vi hvorfor Øster Alling kirke er større end Vester Alling kirke.
Jespers gård hed “Boelshave”. Den blev siden delt i to, “Hedegård” og “Fiskegård”
Også Oves gård i “Oustrup” blev delt til to, og det siges at han -Ove Stisen- ikke fik fred i sin grav men gik igen på begge gårdene.